Del denne artikel:
”Årets Byggeri 2019” er spækket med sikkerhed
DTU’s bygning 310 er en helt ny forsknings- og laboratorieenhed i DTU Campus i Lyngby, og den 9.500 m2 store forsknings- og laboratoriebygning vandt en af priserne for “Årets Byggeri 2019”. Det spændende byggeri rummer bl.a. DTU Energi, der er flyttet hertil fra Risø, og forskningstekniker Jens Borchsenius og hans kolleger har sammen med GEOPAL opbygget husets omfattende sikkerhedssystem med gasdetektorer på alle 5 etager og omfattende software til behandling af detektorernes målinger.
“Efter en periode med andre leverandører, tog vi fat i GEOPAL omkring 2010 og fik udstyret nogle af vores rigs på Risø med deres gassensorer”, fortæller Jens Borchsenius. “Det fungerede så fint, at vi i 2012 fik vi installeret deres rumovervågning i to nye bygninger, og resultatet her var lige så overbevisende. Derfor har vi benyttet gasdetekteringsudstyr fra GEOPAL lige siden, for deres udstyr fungerer bare – enkelt, logisk, brugervenligt og driftssikkert. Så valget var ikke så svært, da vi skulle vælge leverandør af AGA anlæg til DTU B310. Alene i denne bygning er der installeret over 160 GEOPAL gasdetektorer, og vi forventer fortsat at have meget lave serviceomkostninger og en serviceorganisation, der fungerer virkelig effektivt.”
“Vi har en meget kritisk blanding af brændbare og giftige gasser i de rør, der løber gennem bygningen til vores laboratorier – H2, CH4, O2, CO2, CO, NO, NH3 og en masse specialgasser,” fortsætter Jens Borchsenius, “og af hensyn til både mennesker og forskningsprocesser er det super vigtigt, at fejlraten er lige så lav, som sikkerheden er høj. For hvis detektorsystemet laver fejl, lukkes forsøgene ned, så forskerne og de studerende mister tid og data. Og måske tager deres prøver skade, så de skal starte helt forfra, hvilket koster oceaner af tid og penge.”
“Så vores detektorsystem SKAL bare fungere, og med mine erfaringer fra tidligere er jeg sikker på, at vi i dag har et pålideligt og driftssikkert system, som vi kan have fuld tillid til” er Jens Borchsenius’ afslutningsreplik.